En fond med 45 års historie
Om fonden
Mildé Fonden er en erhvervsdrivende fond. Den ejer Mildé Capital A/S, og udbyttet derfra går til fondens uddelinger.
Bestyrelsen
Søren Brinkmann
Bestyrelsesformand
Søren leder bestyrelsens arbejde og sørger for, at uddelingerne holder sig tæt til fondens formål og stifternes ønsker.
Henrik Flintsø
Bestyrelsesmedlem
Henrik er fondens kontaktperson, når I vil søge støtte. Han er også direktør i Mildé Capital og binder de to selskaber sammen.
Peter Gath
Bestyrelsesmedlem
Peter har en baggrund i revision og økonomi og er formand for Mildé Capital. I fonden bidrager han med overblik over økonomien bag uddelingerne.
Historien
1981
Fonden bliver stiftet
Erhvervsmanden Peter Lyn Mildé og hans hustru stifter Mildé Fonden for at beskytte formuen. Fonden ejer datterselskabet Lyn Milde A/S, i dag Mildé Capital A/S, der ejer en udlejningsejendom på Nørrebro. I baghuset sidder en stor, velbevaret Storm P.-frise, som har gjort den del af bygningen fredet.
1982
Dunlopillo House
Peter Lyn Mildé er i mange år drivkraften bag senge- og madrasvirksomheden Dunlopillo House, der drives fra ejendommen på Nørrebro. Han dør i februar 1982. Dunlopillo House føres videre, men ikke med samme succes.
1984
Erhvervsdrivende fond
I juni 1984 kommer Danmarks første lov om erhvervsdrivende fonde. Fordi fonden ejer datterselskabet Lyn Milde A/S fuldt ud, bliver den registreret som erhvervsdrivende fond.
2000
Svære år
Dunlopillo House har det svært, især efter Peter Lyn Mildés død. Der er ikke økonomi til at sende udbytte fra datterselskabet op til fonden, og fonden kan derfor ikke foretage uddelinger.
2022
Ny bestyrelse
Efter flere svære år får både datterselskabet og fonden en ny bestyrelse i 2022 og 2023. Ejendommen bliver renoveret og gjort klar til salg, og især Storm P.-frisen står med historisk tyngde og skaber stor interesse.
2025
Mildé Capital bliver til
En enig bestyrelse i datterselskabet beslutter at sælge ejendommen, og i december 2025 bliver den solgt for et større tocifret millionbeløb. Salget giver et helt nyt økonomisk grundlag for Mildé Capital A/S og dermed for fondens muligheder for at give støtte.
2026
De første uddelinger
Mildé Fonden kan for første gang foretage uddelinger efter sit formål og tager hul på en ny fase i sin 45-årige historie: støtte til erhvervsfremme og iværksætteri, forskning og viden, sygdomsbekæmpelse i bred forstand samt kunst og kultur. Den første uddeling går til Det Nationale Sorgcenter.
Har I et projekt inden for fondens formål?
Fonden støtter projekter med op til 75.000 kr. inden for sine fire formål. Se, hvordan I søger.